Hvad er minikonfirmand.
Minikonfirmand er et folkekirkeligt undervisningstilbud, som tilbydes til børn i hele Danmark i 3. eller 4.klasse.
Det er frivilligt og gratis at gå til minikonfirmand (også kaldet juniorkonfirmand).
Børnene får i løbet af de 8 undervisningsgange et grundlæggende kendskab til kirke og kristendom. Der lægges vægt på en levende og nærværende formidling af alle de gode fortællinger i biblen. Hvorfor fejrer vi jul, påske og pinse. Hvad sker der i dåben, i nadveren. Hvad sker der ved en begravelse.
Der tages udgangspunkt i børnenes alder og alle de ting, der optager én, når man er 9-10 år gammel. For kan det virkelig passe, at Gud findes? Og bor Han lige her i kirken eller oppe i skyerne? Og passer Gud på min døde mormor oppe i himlen?
I undervisningen leger vi, hygger vi, synger vi, tegner vi, går på undersøgelse i kirken og fremfor alt lægger vi vægt på at samtale med børnene. Børn i den alder er har en vidunderlig evne til at forundres og stiller alle de store spørgsmål. De fortjener at blive taget alvorligt og det gør vi ved at skabe et rum fuld af tillid og lyst til at dele og fortælle om alle de tanker, man kan gå og gøre sig.
Om efteråret i lige årstal tilbydes undervisning for alle børn i 3. og 4.klasse på Kassebølle Friskole. dette sker i et samarbejde med præsterne i Nordlangeland Pastorat
Tid, sted, ugedag vælges i samråd med skolens ledelse og meldes endelig ud ultimo august.
Nærmere oplysninhger fås via skolen.