Kaffe på kanden

Onsdag d. 13. marts kl. 14.30-16.00 - Benny Andersen – den poetiske klovn

Det forgangne år har der været afholdt to af tre planlagte foredrag, hvor vi har belyst den strømning i dansk kulturliv, som kaldes kulturradikalismen. Vi lagde ud med Poul Henningsen og Halfdan Rasmussen.

 

Denne martsdag afholdes det sidste i foredragsrækken, hvor vi tager på ekskursion rundt i Benny Andersens finurlige, glædesspredende og livskloge forfatterskab. Et forfatterskab der rummer alle farver og nuancer, såvel de lyse som de mørke, de milde, som de vilde. Benny Andersen – af nogen kaldet en poetisk klovn – er uden tvivl en af vore mest folkekære musikere. Sammen med ham føler man sig i umådeligt godt selskab. Benny Andersen er en sand sprogfornyr; sådan én der kan åbne øjne med sin unikke sprogsans blandet med hjertevarm humor. Det er velsagtens dette, der har givet ham poetisk særstatus i dansk kulturliv.

 

Vi skal stifte bekendtskab med Benny Andersens livssyn, lytte til eksempler på hans digtning og sidst men ikke mindst, skal vi synge nogle af de mange dejlige sange, han har bidraget med til vores danske sangskat.

 

Denne lille ”foredrags-ekskursion” i Benny Andersens forfatterskab ledes af sognepræst Dorthe Stæhr Nielsen og Preben Duedal Rasmussen.

 

 

 

Onsdag d. 17. april kl. 14.30-16.00: H.C. Andersens eventyr - Forelskelse og forandring

Der er forårsfornemmelser i luften, og med foråret kommer forelskelsen og forandringen - to centrale temaer i H.C. Andersens forfatterskab. Du kan forvente en både rørende og humoristisk cocktail, når den professionelle storyteller, Kari Brinch, med stor indlevelse fortæller tre af Andersens kendte eventyr: Kærestefolkene, Den grimme ælling og Den lille havfrue.

 

Undervejs krydrer hun fortællingerne med små anekdoter fra sit eget og fra H.C. Andersens liv, og hendes ord skaber billeder, som du aldrig glemmer.

Kari er en garvet H.C. Andersen eventyrfortæller men har også personlige fortællinger, kærlighedshistorier og løgnehistorier på repertoiret. Nærvær, personlighed og humor er nøgleord, når hun fortæller. Kari har fortalt historier for tusindvis af børn og voksne og har mange års erfaring inden for storytelling, formidling og performance. Kari er indehaver af firmaet Storytale.

 

 

Vi serverer kaffe og kage.

Der kan bestilles kirkebil for sognebørn i Rudkøbing-Simmerbølle pastorat hos Byens Taxi på mobil: 62511080.

Alle er hjertelig velkommen, og der er gratis entré.